Falcon Plastics-Machinery ApS
Blommehaven 17
DK-3630 Jægerspris
Telefon: +45 4594 0600
E-mail:

Om Falcon Plastics Machinery

Med domicil i Falkonercentret i København stiftede studenter-kammeraterne Kjeld Bundgaard og Jørgen Clausen-Bruun Handelsaktieselskabet af 1. december 1962, året efter ændret til Nordisk Formstof A/S og i 1974 til det nuværende Falcon Plastics-Machinery A/S. Forretningsgrundlaget var import af råvarer og maskiner til den plastforarbejdende industri.

Jørgen Clausen-Bruun overtager firmaet i 1968. Med en vision om en rent dansk produktion af maskiner og hjælpeudstyr til den dengang spæde, men hurtigt voksende plastindustri, blev der indledt samarbejde med flere innovative danske maskinfabrikker om markedsføring og eneforhandling internationalt under det til formålet registrerede varemærke FALCON.

Falcon Maskiner viste sig banebrydende i såvel idé som konstruktion og lagde derfor grunden til en hastigt voksende eksport. I slutningen af 1970'erne drev firmaet tillige egenproduktion af rulleposemaskiner fra eget domicil i Slangerup med eksport til hele verden gennem et omfattende agentnet.

Jørgen Clausen Bruun nød frem til sin død i 1995 international respekt for sin faglige ekspertise og sit unikke købmandskab, der sammen med vilje og evne til at realisere visioner kunne tilbyde fremsynede løsninger for den voksende plastindustri. Firmaet overtages af nøglemedarbejderne Sven Ove Bundgaard og Ole Manscher, der frem til 1998 gennemfører en planlagt omstrukturering af virksomheden fra egenproduktion til handels- og agenturvirksomhed. I 1998 overtages firmaet af Ole Manscher.

Nu som før er Falcons valg af samarbejdspartnere præget af en innovativ ånd og et vågent blik for fleksible specialløsninger, der kan udvikle plastbranchen indenfor især folie- og pladeekstrudering, udtrykt i sloganet Falcon - flexibilitet er standard.

High lights

1966: På Nordplast-messen i København introduceres det dansk fremstillede Falcon roterende opspoleanlæg til plastfolie. Frem til 1988 blev over et tusinde enheder i mange varianter eksporteret til flere end 20 lande verden over.

1968: På Nordplast-messen i København introduceres Falcon SH 260, den første maskine for fremstilling af køkkenaffaldsposer på rulle. Efterfølgende udvikles de kendte VHF og VHV generationer, der fortsat ses i produktion i Asien, i Mellemøsten, overalt i Vesteuropa samt i Sydamerika.

1975: På K?75 plastmessen i Düsseldorf introduceres Falcon C-90, det første dansk producerede regenereringsanlæg for genvinding af plastaffald til granulat. Gennem tiden blev i alt 36 anlæg fremstillet til kunder i Europa, og flere af disse anlæg er stadig i drift.

1979: Falcon fusionerer med rulleposemaskinfabrikanten og flytter fra Falkonercentret i København til nybygget fabriks- og administrationsbygning i Slangerup og indleder dermed egenproduktion af de nu verdenskendte Falcon VHF og VHV posesvejsemaskiner.

1980: Falcon præsenterer verdens første fuldautomatiske maskine til fremstilling af hankeposer på rulle, de såkaldte 't-shirt bags', baseret på en nyudviklet stanseenhed og konceptet fra VHF svejsemaskinerne.

1981: På Interplas'81 i Birmingham introduceres FALCOMATIC opspoleanlæg som en verdensnyhed. Opspoleanlægget havde fuldautomatisk spoleskift og var forsynet med opspoleakselmagasin.

1982: Egenproduktionen udvikler Falcon agglomerator (densifier) type DTF for opnåelse af ensartet densitet for plastaffald inden videreforarbejdning.

1984: Falcon er først i Europa med introduktionen af køleringe med såkaldte dobbelt-spalte for folieblæseanlæg. Disse canadiske UNI-FLO køleringe blev et begreb for hele branchen, fordi den dermed forbedrede og præcise køling betød højere produktivitet. Langt de fleste folieanlæg, der leveres i dag, er udrustet med dobbeltspalte køleringe.

1985: Falcon er først i Europa med UNI-FLO selvcentrerende lavtryksdyser for plastfolie-blæsning. Lavere tryk i dysen betyder højere produktion, ensartet tykkelsestolerance for folien og forbedret spolekvalitet.

1986: Falcon opspoleanlæg HSG lanceres, et stabilt koncept der leveres den dag i dag, samt Falcon FPI, en in line perforator for plastfolie, der gør det muligt at fremstille plastfolieark på rulle.

1990: Med canadiske Brampton Engineering introducerer Falcon den første modulopbyggede folieblæsedyse på Interplas'90 i Birmingham. Dysekonceptet (kaldet SCD = Streamlined Co-ex Die) blev banebrydende for Brampton Engineering og gav branchen helt nye muligheder for fremstilling af co-extrusion (flerlagsfolier). Endnu 15 år efter ses mere end 800 dysemoduler i drift verden over.

1993: Falcon leverer det første Brampton 8-lags anlæg med SCD-dyse til Finland.
Falcons maskinkoncept for fremstilling af strækfolier leveres til New Zealand som komplet, produktionsklart anlæg. Året efter leveres endnu et anlæg til samme kunde.

1995: Efter Falcons koncept leveres 3 stk. co-ex anlæg for strækfolie til Australien og Irland, alle anlæg med SCD dyser.

1996: Falcon leverer det første fuldautomatiske anlæg for strækfolie for 3400 mm foliebredde. Anlægget er komplet udrustet for end-of-line packaging af de færdige folieruller.

1998: Egenproduktionen af maskiner outsources og Falcon omdannes til ren handels- og agenturvirksomhed.

2000: Falcon formidler salget af verdens første 10-lags co-ex folieblæseanlæg fra Brampton Engineering til Nordeuropa.

2005: Falcon formidler salget af verdens første 9- og 10- lags folieblæseanlæg med vand-køling af folien (AquaFrost) fra Brampton Engineering med to anlæg til Nordeuropa.